Forleden blev jeg standset af en ældre herre i trenchcoat, som kom gående sammen med sin ligesindet ven med silkeklud om halsen.
Af venlighed hilste jeg på dem, herren i trenchcoat udbrød pludseligt:
"Nå, gud der er du! Tænk sig du står lige der, jeg så dig i går i fjernsynet. Hvordan hænger det sammen. Hvorfor kan du have skæg og så den stemme? HA HA. Jeg forstår det simpelthen ikke - du må jo være en pige. PUHA jeg kan altså ikke forstå det. Du ligner altså en pige" Ha ha.

Hans ven med silkekluden undskyldte diskret med at de selv havde arbejdet i tv-branchen i mange år. Hvortil jeg svarede mildt, at ja, det måtte være mange år siden og meget er heldigvis er sket siden da..


Forleden kom en kvinde hen til mig, på min arbejdsplads,, hun spurgte mig direkte om jeg var en kvinde eller en mand. Jeg svarede hende med stilhed og øjenkontakt, hvortil hun nervøst udbryder at det har hun da ret til at spørge om det... Mit svar til hende kommer stille og roligt efterfølgende "Har du faktisk ret til det? - Jeg har ikke givet dig lov i hvertfald" - Kvinden smutter sin vej stille og roligt.

Jeg har lært at mit køn var vigtigt. Eller at det for andre var vigtigt. Det lærte jeg da jeg var 7 år gammel og blev kaldt Trans for første gang.

I ottende klasse sagde jeg til en af mine klassekammerater at jeg var til fyre men jeg vidste ikke om jeg også var til piger. Jeg havde ikke mødt en pige jeg var tiltrukket af endnu, men man kunne aldrig vide om hun var derude. Han svarede "ad er du lesbisk", grinede hånligt og fortalte senere alle at jeg var lesbisk. Dette medførte at jeg og min trofaste bedste veninde fremover var de eneste der klædte om og gik i bad efter idræt af pigerne og at vi blev fuldstændig udelukket af pige grupperne. Jeg skulle jo nødig gå hen og blive tiltrukket af deres charmerende personlighed....

Jeg har 2 oplevelser som har sat sine spor i mig.

1. Jeg har oplevede had mod mig som Bøsse 2012, da jeg stod med min daværende kæreste i Aalborg og ventede på en Bus. en ældre herre råbte skældsord efter os og truede med han ville tæske os til ukendelighed, hvis vi tog den samme bus som han. Vi endte med at flygte til at andet stoppe sted for at tage en helt anden buslinje hjem.

Jeg var på vej hjem en sen aften fra byen sammen med mine venner og min ekskæreste. På S-togsperronen og på vej ned fra stationen kom en flok drenge hen til os og begyndte og spørge, om vi var "bøsser", og at det ikke hørte til her i landet. Vi lod som om ingenting, ignorerede dem og gik ned ad trapperne fra stationen. Det skulle vi ikke have gjort, eftersom det betød, at de sparkede min kæreste ned ad trapperne. Vi politianmeldte det, men politiet tog det ikke seriøst.

Jeg blev en gang stoppet midt på gaden om aftenen af en fremmed mand, der spurgte mig, om jeg var en dreng eller en pige. Jeg havde meget kort hår på det tidspunkt, ingen makeup på (ikke at det gør dig mindre kvinde btw) og det var mørkt, så det kunne være svært at se. Jeg sagde, at jeg var en pige, hvorefter han spurgte, om jeg så var lesbisk. Jeg løj og sagde, at det var jeg ikke, og sagde at hvordan man så ud ikke afgjorde, hvem man var tiltrukket af. Udadtil spillede jeg det meget cool, men indadtil sad mit hjerte oppe i halsen, og jeg ville for alt i verden ikke have, at han afslørede min løgn - tænk nu hvis han kunne finde på at gøre mig fortræd.
Der skete heldigvis ikke noget den aften, men det er stadig den frygt, jeg og mange andre lgbtqi+ personer stadig går rundt med hver dag.

På min arbejdsplads blev transkønnethed beskrevet som "selektiv delusion" som folk "selv måtte ligge og bøvle med" så længe det var "indenfor private døre".
Dette kan virke rimelig harmløst, indtil at man lige får at vide at det var en samtale mellem pædagog og barn der var nysgerrig på transkønnethed. Nåh, og så at jeg selv er transkønnet og er til stede i rummet da udtalelsen finder sted.

Jeg har adskillige gange oplevet, at umodne heteroseksuelle ciskønnede teenage drenge føler sig truet og intimideret af min kærlighed til mig selv, og den måde jeg har lyst til at gå klædt, når jeg skal til fest eller lignende. Det har medført mange råb og ubehagelige blikke, hvilket nu har resulteret i jeg har en konstant frygt og angst for at tage det offentlige, når jeg ser lidt ekstra feminin ud, hvis ikke jeg har lidt procenter i blodet.. Fuck dem hoes 🤗

Jeg er en biseksuel kvinde, som indenfor de sidste par år er blevet mere og mere gender-nonconforming. Jeg arbejdede i 2018 som tjener på en restaurant, hvor det var normalt at alle de kvindelige tjenere var meget klassisk feminine - hvilket jeg selv var på det tidspunkt. Jeg var lige sprunget ud som biseksuel, og den eneste anden queer person var en lesbisk pige, og vi blev selvfølgelig hele tiden drillet med at vi burde date. Efter er halvt års arbejde, tog jeg på højskole i 4 måneder og skulle efter planen tilbage og arbejde deltids når jeg kom hjem. På højskolen klippede jeg alt mit hår af, og postede et profilbillede med mit korte hår, hvor sad og holdt i hånden med min veninde. Da jeg kom hjem, ringede jeg til mit arbejde for at få nogle vagter. Den nye chef fortalte mig at han ikke længere kunne se mig i systemet, og at min kontrakt var blevet opsagt. Et par uger senere mødte jeg en af mine kollegaer som sagde “nå ja, det er dig der blev fyret fordi du klippede dig korthåret!” Min chef syntes åbenbart ikke at passede ind i deres “værdisæt” længere og havde fyret mig uden af fortælle mig det.

Jeg ved ikke, om det falder ind under. Men de første gange jeg forsøgte at ytre, at jeg var befandt mig på det aseksuelle spektrum, blev jeg enten fortalt, at det var en fase, eller at jeg tænkte for meget over det. Jeg er bange for at åbne op om det, da jeg ved, at alle mine handlinger vil blive vurderet anderledes.

Én af mange men har oplevet at blive kaldt "homo" idet jeg gik forbi tre drenge i S-toget på vej hjem fra arbejde.
Jeg er 23 og de var omkring 15.

Har oplevet den konstante frygt i det offentlige rum for at blive tilsvinet, tilråbt eller antastet på baggrund af min stemmet, måde at gå på, tøj eller anden