Jeg er cis-kvindelig biseksuel, lever idag i et ikke heteroseksuelt forhold. I mange år levede jeg kun i heteroseksuelle forhold. Jeg oplevede at nogle af mine mandlige kæreste jeg havde, de få som vidste at jeg var biseksuel, brugte det mod mig i konflikter, til at udskamme mig og svine mig til. Som om det var en vrede og afsky over min seksualitet. Omvendt har jeg i queer og homomiljøer ofte oplevet indforstået nedværdigende tale om biseksuelle. Fordi jeg der blev læst som homo.
Da jeg for flere år siden startede på statskundskab på KU var homofobiske jokes en stor del af den socialomgangsform, især i introdagene. Jeg var ikke "ude" med min seksualitet, men endte med at skifte studie. Da jeg senere fik mit første studiejob på et større analyse institut i københavn, oplevede jeg flere gange mine studentermedhjælper kollegaer groft bagtale folk på arbejdspladsen som havde en anden seksualitet eller var etniske minoriteter. Det blev en fællesskabs bonding at latterliggøre dem på baggrund af deres seksualitet etc. Jeg havde svært ved at falde ind i den humor og fortalte kun efter meget lang tid, få personer, at min egen kæreste faktisk ikke var en mand, som de fleste jo gik ud fra.
For mig er det den dagligdags nedgørende og til dels hadefulde, sprogbrug om seksuelle minoriteter som jeg tror påvirker mig og gør at jeg er en af dem i statistikkerne der ikke er "ude" på studie og arbejdspladserne. Og som måske planter en lille grundlæggende tvivl på mig selv.
Bortset fra det er der selvfølgelig også flere steder i byen hvor jeg og min kæreste ikke holder i hånden, vi kan ikke lige holde om hinanden eller kysse hinanden, på flere steder fordi vi har oplevet at det kan give tilråb. Og vi overvejer det grunddigt når vi er i nye byer i Danmark, eller hvis vi skal rejse sammen.