Jeg var til sådan et indremissionsk møde og fortalte om at jeg skulle være med i en reklame næste dag, og at jeg skulle snakke med en der skulle forestille at være min kæreste. Så jeg omtalte hende som min dame, og ham der sad ved siden af mig rykkede stolen sådan en meter væk fra mig fordi han troede jeg var lesbisk. Så uheldigvis sagde damen der sad over for mig "bare rolig. Hendes kæreste er en mand" og så var han sådan "ej pyha, så vil jeg godt sidde ved siden af dig alligevel" og så begyndte han at fortælle om engang han satte sig ved et bord hvor der sad enten en lesbisk eller også var de allesammen lesbiske ved bordet, og han gik hen og sætte sig ved et andet bord fordi han ikke ville sidde sammen med sådan nogle mennesker. Men det var fint nok, for de gad sikkert heller ikke sidde sammen med sådan et menneske anyway.

Jeg har desværre været vidne til en episode under en psykologiundervisning, hvor min medstuderende udtalte, at hun ønskede sådan en bøsseven som hun kunne dele sine interesserer med. Jeg sad og blev helt chokeret over, at et andet individ ønskede at være venner med en grundet sin seksualitet. Jeg fik simpelhent så ondt i maven og tænkte bare på mine kære venner med en anden seksualitet, om de simpelhent bliver udnyttet af ciskønnet individer i og med, at de kun gider dem grundet deres seksualitet. Vi skal have et samfund hvor vi lærer folk i folkeskolen, at vi mennesker er MERE end vores seksualitet og sygdomme.
Jeg sagde selvfølgelig til vedkommende, at det ikke var i orden at lave sådan en udtalelse, og hun påstod, at jeg tog hendes udtalelse for tungt - hvilket jeg er dybt uenig i. Vi skal ikke som medmennesker ville andre grundet deres seksualitet, vi skal ville andre fordi vi er vilde med deres personlighed.

Jeg blev spyttet og råbt efter, da jeg gik ned af strøget med min regnbue bluse på. Det var mega unødvendigt....først var der en gruppe piger der råbte ‘yay go pride’ hvilket var fint nok, men efter blev jeg mødt af en gruppe drenge hvor nogle af dem lavede bræk lyde og spyttede efter mig, mens de andre råbte ting som: du fucking klam, fuck pride, ad ad ad godt man ikke er gay:/....

Jeg blev spyttet i ansigtet, kaldt betonlebbe og råbt af, alt sammen af en person, jeg aldrig før havde mødt ...da jeg var 17 år og til min første gymnasiefest.

På et tidligere uddannelsesforløb hvor vi var 60 elever, havde vi ingen åbent LGBT+ personer, selv lagde jeg ikke skjul på at jeg identificerede som bi-seksuel, men alligevel tror jeg det var de færreste der vidste det. Én elev var udtalt homofob og brugte konstant ‘bøsse’ som skældsord til alt og alle, hvilket virkelig gik mig på. Så jeg tog en snak med ham flere gange om hvorfor jeg ikke syntes det er okay at bruge ‘bøsse’ som skældsord. En dag blev jeg så træt det at jeg gav ham godt og grundigt skæld ud, hvortil han så endelig sagde at han ville lade vær; men kun fordi det var mig, for mig havde han respekt for. Godt nok holdt han mere eller mindre op derefter, men det irriterede mig alligevel at han ikke selv kunne se hvad hans ordvalg kan gøre ved andre, og kun stoppede for min skyld. Forhåbentlig gjorde det ham godt ikke at bruge det i det halve årstid uddannelsesforløbet varede og gav ham noget at tænker over fremover, og forhåbentlig lærte vi alle på uddannelsen at man godt må sige fra over for stødende sprog, også selvom det ikke er ens egen identitet der bliver hånet.

Jeg kan give mange eksempler. Men dette rystede mig meget da det var i en dagligdags situation og ikke i nattelivet hvor det er ofte sker. Så jeg var ikke forberedt på samme måde som hvis det var i nattelivet hvor folk har fået nået at drikke og nogle gange siger ting de ikke skulle ha sagt.

Min kæreste og jeg havde besluttet at vi skulle hygge os en fredag aften, så vi tog i biografien. Vi fik vores billetter og gik derefter ind i biografien og fandt vores pladser. Min kæreste og jeg er ikke offentlige med vores kærlighed til hinanden selv om vi har været sammen i 8 år. Vi har ikke lyst til den ekstra opmærksomhed.
Da vi satte os ned, var det meget tydeligt at den fyr der sad ved siden af min kæreste ikke var helt tilfreds med situationen. Efter 1-2 minutters henkastet skældsord mod os, rejste han sig op. Han kiggede på os og råbte: “ jeg gider fanme ikke sidde ved siden af de to bøsser “ og nogle andre ting jeg svagt kan huske. Derefter tog han sin kæreste i hånden og fandt et andet sted at sidde. Hele biografen vendte sig om mod os og kiggede. Men ingen sagde eller gjorde nået. Ikke engang vi gjorde nået. Vi sad bare og tog i mod og vidste ikke hvad vi skulle gøre af os selv.

Jeg har prøvet mange ting.. blive råbt af, skubbet, truet, spyttet på, kastet ting efter. Men at sidde med min kæreste, helt stille og roligt og klar til at se en film i biografen som alle andre mennesker, blev ødelagt på et split sekund fordi jeg er en mand der er kærester med en mand.

Jeg har oplevet at blive slået og befamlet på røven af de ældre drenge, mens de hånende kaldte mig "søde" og "skat", da jeg i 7. klasse sprang ud som biseksuel. Desuden turde drengene på min egen alder ikke gå i bad med mig. Jeg sprang tilbage i skabet for at undgå mere chikane.

I folkeskolen oplevede jeg tit, at jeg blev udskilt i klassen pga. min seksualitet. Folk ville finde provokerende billeder og vise dem i klassen, og 15-årige mig turde altså ikke sige noget til det. Det gjorde så bare, at det kun blev værre, og hele klassen fik et forvrænget syn på LGBTQI+ miljøet

Jeg opleve i sommers nogle drenge i bussen, som ikke ville lade mig være i fred og ville have mit nummer. Jeg ender med at råbe, at de skal lade mig være, fordi jeg er lesbisk og ikke interesseret i nogen af dem, hvorefter jeg bliver kaldt en fucking klam labbe og grint af.

Mine børne og teenage-år er fyldt med huller. Ting jeg ikke kan huske, eller kun husker i glimt. Men en episode husker jeg ret tydeligt. Nogle drenge fra de større klasser holdt mig fast i skolens atrium-går og lod nogle drenge fra de mindre klasser sparke mig indtil de ikke gad mere, for selvom der var voksne i glasgangen, gik de ikke ud og hjalp eller stoppede det. Når jeg tænker tilbage, så lod det til at de opgav at hjælpe mig på et tidspunkt. Jeg hader stadig min barndomsby, og hvor andre tænker på det første kys på det der gadehjørne, eller barneleg på et andet, der husker jeg kun fornemmelsen af angst. Volden jeg har oplevet som voksen er anderledes og mere ren - værst var da jeg for nogle år siden kom gående hjem fra arbejde i fuldt dagslys, jeg fik øje på en eller anden aggressivt udseendet mand, som jeg fik en bad feel af, men gik desværre ikke over på den anden side af gaden. Han går løs på mig lige som vi passerer hinanden. Råber bøsserøv, slår mig og løber sin vej. Jeg synker sammen ned af en husvæg. Men det jeg ryster mig mest er ikke, at jeg er blevet slået ned i fuld dagslys, men at episoden endnu engang bliver negligeret af omgivelserne.

Jeg har ingen tillid til at fremmede ville hjælper mig, når jeg kommer til skade igen. Overhovedet ingen. Det er det værste.