Jeg er blevet mobbet af mine jævnaldrende - både fysisk og psykisk - stort set hele min barndom. Derudover stigmatiseret af de "voksne", som ofte observerede eller ligefrem selv bidrog til at se mærkeligt på mig. Der har sgu aldrig været plads til mig - hverken i skolen, til sport, i Disney-filmene eller hvor jeg end begav mig hen i de tidlige 90'ere.

Jeg er bøsse og jeg har altid krævet at gøre, hvad der passer mig ift. min krop og min tid. Ikke at jeg bare "var mig selv" og turde stå 100% ved denne seksualitet. Men jeg lod mit hår vokse og fik ikke klippet frisuren, frisøren sagde, at drenge skulle. Jeg var kreativ, legede med perler, gik med kjole, spillede fodbold, byggede fuglekasser med sav og hammer, samlede på brevpapir og læste Vi Unge. Jeg samlede både Spice Girls kort og fodbold kort. Tog knallertkørekort og gik med sminke. Nogle gange er jeg faktisk lidt jaloux på mit "teenage-jeg". For dengang turde jeg at kræve retten til min krop og selv at tage valg. Det er ligesom lidt forsvundet med tiden.

Jeg vil gerne fortælle om 2 episoder i mit liv. En fra min barndom og en som voksen:

Den værste dag i mit liv var en juledag på skolens fodboldbaner. Her blev jeg omringet af omtrent 20 drenge fra 9.B. Her blev jeg rullet ind i sne, sparket og spyttet på og man råbte "bøsserøv", "misfoster" og ja, jeg behøver nok ikke fortælle flere. Det sidste jeg husker er, at klokken ringer og så "God tur til Homo-himlen". Herefter skammen i at skulle gå til matematik-time velvidende om, at alle vidste, hvad der lige var sket og at ingen sagde noget. Følelsen af, at det var min egen skyld, fordi jeg var, som jeg var. Det kunne jeg jo bare lade være med. Denne følelse sidder stadig i mig i dag.

Jeg har altid haft min familie og min trygge base at komme hjem til. Men ofte skulle jeg løbe hurtigt ud til min cykel og drøne afsted, for at komme sikkert hjem. Det var direkte traumatiserende at gå ud ad skolens dør og befinde sig et offentligt rum. Simpelthen fordi jeg frygtede for at nogen opdagede mig og skulle gøre kigge efter mig, råbe efter mig eller direkte volde skade på mig. Jeg ved, at der stadig er børn som gennemlever dette traume netop nu. Så jeg beder til, at vi stadig bliver bedre. For tanken om, at det stadig sker, kan jeg næsten ikke holde ud.

Den anden episode, jeg vil fortælle, skete for ikke mange år siden. Jeg er 20 år og lige startet på Universitetet i Aarhus. Jeg er Københavner og har begivet mig langt væk hjemmefra. Derfor er jeg stærkt indstillet på at få nye venner. Så på introdagene og Rusturen går jeg all-in. I løbet af den første uge, kommer rigtig mange forbi mig, godt berusede selvfølgelig, og spørger, om jeg er bøsse. Og det kan jeg jo ikke benægte, så jeg fortæller dem blot, hvordan landet ligger. På en eller måde føles det fint at fortælle, men efterfølgende også enormt nedsættende, fordi jeg også er så mange andre ting. For mig svarer det til, at man stiller spørgsmålene: Er du et menneske? Er du en dreng? Er du en pige? Er du heteroseksuel? Det var ligesom det, jeg var i Aarhus. En bøsse.
En uges tid efter sidder jeg i vores studiebygning. Jeg sidder med min nye studiegruppe og læser. Og nede fra kælderen overhører jeg en samtale mellem en masse drenge på vores hold, som jeg aldrig vil glemme. De informerer alle omkringværende dernede om, at hvis man har været tæt på eller rørt ved Daniel (mig), så skal man virkelig huske at vaske hænder.

Jeg er en 20 årig transkvinde. Jeg lavede engang den fejl at oprette en tinder profil, under mit nye navn. Da jeg ikke 100% ligner en pige, blev min indbakke meget hurtigt fyldt op med hadefulde kommentarer. Ting såsom "freak", "jeg vil ikke date en trans", og "du vil aldrig være en rigtig kvinde" var typiske ting, de kunne finde på at sige - både mænd og kvinder.

Det værste var dog da jeg mødte en chaser (en, der leder efter transkønnede fordi, det er deres fetisch). En mand på 22 udviste sig for at være rigtig sød. Vi snakkede lidt, og vi fik hinanden på Snapchat. Efter få dage, viste det sig dog at det eneste han var ude på, var at fetischisere mig. Efter et "jeg er liderlig" og eh uanmeldt dick pic, blev han hurtigt blokeret.

Folk er uforskammede. Jeg vil bare gerne leve i en verden hvor min eksistens ikke er ensbetydende med, at jeg er anderledes end alle andre.

Jeg er blevet smidt ud af en taxa på vej hjem fra byen, fordi jeg og fyren jeg var med i taxaen begyndte at kysse på bagsædet.

Jeg har fået kastet en øl i hovedet og blevet sparket i ryggen ned af en trappe, fordi jeg kyssede med en anden fyr til en offentlig fest på Charlottenborg.

Et kæmpe stort blem er samfundets opfattelse af transkønnede og især Trans kvinde og forestilling om hvordan Trans kvinder ude på at undertrykke cisKvinders privilegierMen jeg vil bare ønske at være på lige fod med alle

Hadet som er indbygget i miljøet og især mod Trans kønnet der skal oplyse om vi ikke er farlige og vil ikke ude på at eliminere ciskvinders Privilegier man bare ønsker ret til at være her på lige fod Men alle andre

My old classmates used that I'm pansexual, against me. they said that I was into something I wasn't (like I was into "tables?"). They said it to people that I didn't know or people I wasn't sure if they would be ok with it, without my consent. the whole of my town knows I'm a part of the LGBTQ+.

I have been called in a negative connotation gay (bøsse = danish) or you gay pig.

When I came out as non-binary, some people took it positively, and some didn't. it's weird to be called your deadname when it's not your name. It's also weird to hear the wrong pronouns.

Jeg er tyk og queer person. Det at være tyk tager det største fokus og jeg har oplevet meget had mod mig og min krop. Jeg har fortrængt en del af det fordi det er så hårdt når fremmede mennesker vælter deres had udover en. Det har gjort at jeg har isoleret mig og skammet mig over min krop. Både for min tykhed og min panseksualitet og nonbinaritet. Det had jeg har oplevet mod min tykke krop har gjort at jeg ikke før nu i slut tyverne har turdet udleve mine andre sider, altså mine queer sider. En oplevelse jeg kan huske er en mand der bliver ved med at ville tale med mig i byen, han er ret ubehaglig og det føles grænseoverskridende. Så jeg beder ham stoppe med at tale til mig og jeg prøver at komme væk fra ham. Så råber han ret aggresivt at jeg er den fedeste og grimmeste han nogensinde har mødt. Jeg har tit oplevet heteromænd der flirter med mig og hvis jeg så afviser dem, så fortæller de at de faktisk synes man er klam og fed. Jeg oplever også ofte at fremmede folk føler de har ret til at fortælle mig at jeg skal tabe mig, at jeg ikke er sund, at jeg ikke er attraktiv grundet tykhed... Men jeg har også oplevet veninder der pludselig fortalte mig, at de synes jeg var tyk og doven, de tror de bare "prøver at hjælpe mig". Det gjorde faktisk mere ondt end når fremmede gør det.

I have been hated by my best friend.
Last year when I came out to her, I wanted her support because she’s very close to me.
But I was let down with disappointment and judgment, she was not fund of the idea of me being Bisexual and she was very against it. She felt that she no longer could be my friend because if I touched her, it would be as if I flirted with her, and she didn’t want to be touched be a homosexual. Today, we are not friends nor are we talking to each other, she has removed me from her life due to the fact that I’m bisexual.
I heard from other people that she has been talking shit about me and she have said that I have sexually and emotionally validated her, which I have never ever done that in any way possible. I feel so vulnerable and emotionally disgusted because of the matter. I feel that I came over the fact that I’m not welcomed as homosexual because there is always people around judging me because of their religious beliefs or their homophobic beliefs etc. It is very sad and depressing to hear stories from around the world of how people are mistreating homosexuals just because they are homosexuals.

Der er tre ud af mine 500 kolleger, der forsøger at anvende mine korrekte pronominer på mit arbejde. Det er nu flere år siden, jeg kom ud som transperson og stillede mig op og fortalte det på et møde, og der gjorde opmærksom på at jeg skiftede pronominer. Og de står i min signatur.
Jeg må prøve igen.... -.-