Min psykiater bad mig om at tage trøjen af. Fordi hun ikke troede på trans.

Betjente bankede mig og råbte homofobiske skældsord af mig inde i byen og da de fandt ud af jeg var trans prøvede de at tage mine bukser af med vold.

Jeg møder en del læger der siger: Men du er jo trans, så det har jeg ikke forstand på. Og det må du forstå, siden du ikke er normal, og så afviser de at behandle standard problemer hvor min transstatus er komplet irrelevant. Fordi "jeg har altså ikke forstand på sådan nogle som dig".
Det er virkelig utrygt, at de vare nægter at tage noget ansvar, så bliver det hele op til mig selv.

Jeg har været på hormoner i snart 6 år og har stadig ikke ramt et stabilt niveau, pga fjendtlig og inkompetent behandling.

En læge brød min brors tavshedspligt, ved at fortælle mig at hun jo godt vidste at jeg var trans. (Han havde fortalt hende det, fordi han var også trans) Hun fortalte det foran adskillige andre mennesker. Og outede derved både mig og min bror.
Og hun var ulækkert begejstret over det. Som om det var big win for hende, at hun rigtigt havde mødt 2 transer.

Damen på jobcentret spurgte hvordan min pik virkede. Jeg havde ingenlunde bragt mine kønsdele på banen. Jeg stod nede i skranken og skulle sygemeldes fra min skole.

Dudes på dating apps truer med at pure mig.

Folk jeg boede på børnehjem med truer med at oute mig, for at få mig til at stoppe med at klage over den vold både jeg og de var udsat for dengang.
Det virkede desværre.
Frygten for at blive en offentlig transperson er stor.

Jeg har ikke klaget over de her ting. Det hele var for skamfuldt og skræmmende.

Et par gange har jeg prøvet, men der var meget modgang, så jeg gav op.

Min gode ven Sigurd, som selv er til drenge, kunne ikke få lov til at være sig selv uden et par andre drenge til en fest skulle råbe højt omkring ham. De var tydeligt imod hvem han var og hvem han er tiltrukket af, fordi han er så pisse sej håndterede han det som et godt grin. Ingen burde føle sig undertrukket eller flov over hvem de er.

Efter jeg kom ud som transperson på min arbejdsplads begyndte jeg at blive omtalt med en hårdere tone fra kollegaer, og ledelse, fik flere klager og kritik af ting der ikke var problematisk før min transition, og jeg blev i sidste ende bedt om at stoppe med at arbejde af min chef til en chef-ansat samtale.

Jeg er biseksuel, og har flere gange hørt “jeg tror ikke du er biseksuel” eller “jeg tror du er mere til mænd/kvinder”.
Jo tak, det skal jeg nok selv finde ud af.

Min lillesøster gik til præst, fordi hun skulle konfirmeres. En af gangene fortalte præsten, at homoseksualitet var en sygdom. Min lillesøster kom hjem og fortalte, at hun havde sagt præsten imod, men det gjorde ondt at vide, at hun følte sig nødt til at forsvare sin bror mod den slags had.

Jeg går til dagligt på et meget småt gymnasium i Jylland. Jeg er 3.g’er og har egenligt altid haft det fint med min klasse, indtil de rottede sig sammen. Min dansklærer, som normalt plejer at være en meget forstående person nævnte hvor latterligt hun syntes, at man kunne være flere end to køn. Hvorefter hele min klasse bakkede op om hende. Jeg stak min hånd op, og forklarede dem om forskellen på biologiske køn og psykologiske køn, og at det danske sprog er totalt underudviklet på mange punkter. Jeg gav dem endnu et eksempel på engelsk, omkring at man havde to kategorier (sex & gender) hvor vi i Danmark kun har ét, nemlig køn. Hele min klasse inklusiv læreren mente, at jeg direkte tog fejl og at det ikke var tilfældet. Jeg følte mig ekstremt lille i øjeblikket, og hver evig eneste gang, at en lærer vil komme med en “joke”, så spørger de mig nu om tilladelse til at sige en joke, som i nogens øjne kan misforståes som sexistisk, racistisk eller homofobisk. Jeg mener at mine lærere på mit gymnasium er med til at fortælle mine klassekammerater igennem jokes, at det er okay at gøre grin med minoriteter og ikke respekterer andre udenfor det heteronormativesamfund.

Min søn på 6 år har det sidste år flere gang sagt, at han kun vil være kærester med drenge og har haft en samtale med min mand og jeg, hvor han (på eget initiativ) fortalte at han altså bedst kunne lide drenge.
Desværre tør han ikke side dette i skolen, fordi han en gang er blevet drillet med at han ikke vil have en pigekæreste.
Dette er bestemt ikke den værste historie I får ind, men det knuser mit hjerte, at en seksårig føler han skal gemme den han er, af frygt for at blive holdt ude, gjort til grin eller drillet.

Hver gang jeg ser en mand typisk 40+ bliver lidt bange for hvad de vil gøre ved mig da jeg mange gange er blevet råbt af
-15 år

I løbet af min folkeskole tid, blev jeg utrolig mobbet. Primært verbalt med spørgsmål om jeg var en pige, hermafrodit eller blot skældsord som bøsserøv, bøsse o.lign..
Hver vinter blev jeg fanget og tildelt vaskere, og det var generelt meget utrygt at færdes udenfor klasselokalet, når der var sne. Udover skoletiden har jeg (“heldigvis kun”) oplevet få tilråb på gaden fra fremmede, eller folk der drejer hovedet og sender øjne, når jeg går hånd i hånd med min mandlige partner.

Jeg har været ude siden 7. Klasse på min skole og nu gymnasiet, men jeg har nogle gange følt mig som et dyr fra zoologiske have, som om alle holder øje med mig, bare fordi jeg er anderledes. Især til idræt hvor omklædningsrums miljøet kan sætte en, som mig, i en meget ubehagelig situation. Jeg har prøvet at blive kaldt navne, og holdt nærmest øje med, bare for at være den jeg er.