Jeg sad med min daværende kæreste i Teater Grobs Teatercafé. Vi holdt bare hinanden i hånden. En gruppe på 6-8 unge fyre begyndte at banke på det store glasparti, og pegede fuckfingeren mod os. Vi blev ved med at holde i hånd. De bankede mere og hårdere mod ruden, og skar halsen over på dem selv med hånden og pegede på os.
Tre ældre damer sad tæt på os, og en af dem henvendte sig og sagde: “Jeg forstår ikke, at man ikke kan få lov til at leve som man er i det 21. århundrede.”
Det blev værre.
De begyndte at åbne døren til caféen, og råbte, at vi skulle dø. De begyndte at skubbe til stolene i caféen, og jeg var bange for, at de ville være fysisk voldelige mod mig eller min kæreste. Jeg frygtede for hans og for mit liv.
Medarbejderen på caféen ringede til politiet. Kort efter dukker en politibetjent op. Jeg føler, at det er den højeste og bredeste politibetjent jeg nogensinde har set. Det er måske på grund af at adrenalinen pumpede så hårdt i mit blod.
Han spurgte, hvem det var der var et problem, og sagde: “Jeg går ud og ser, om jeg kan lære dem om, hvordan man opfører sig overfor andre mennesker.”
De var væk. Politiet fandt dem ikke. Et par minutter efter var de tilbage. De bankede igen. Råbte igen. Gik ind i caféen igen.
På det her tidspunkt var der mange flere mennesker i caféen. Teaterstykket ville starte om lidt. Jeg var bange.
Da klokken havde ringet for sidste gang, kom en af skuespillerne og sagde: “Normalt skal man ud i gården for at komme ind til tilskuerrækkerne, men i aften kommer I ind af bagscenen, og det håber jeg, er okay med jer. Vi skal være sikre på, at alle gæster kan være trygge ved at gå i teatret her.”
Vi havde en god forestilling. Den var sjov og spændende og anderledes.
Da vi skulle med bussen efter teaterstykket, der var jeg nervøs. Mørket var faldet på. Stod de og ventede på os for at banke os?
Vi skulle med bussen lige udenfor teatret. Bussen kom. Jeg spurgte, om vi skulle løbe. Vi nåede bussen lige før dørene lukkede. Vi var begge bange hele vejen til Nørreport. Vi skiftede på Nørreport, og jeg var stadig bange for, at de havde fulgt efter os.
Da vi kom hjem, græd jeg. Jeg var bange. Bange for, at de havde fulgt efter os. Bange for at holde min kæreste i hånden. Bange for at kysse ham offentligt. Bange for at stå ved, hvem jeg er.