Jeg har en kammerat. En fyr, født i en kvindes krop, som da vi mødtes første gang fortalte mig at han var lesbisk, og da vi blev tættere venner, sprang ud for mig som transkønnet, som fyr, præsenterede sit nye navn for mig og jeg lykønskede ham, vi tog i byen for at fejre det. Jeg er tit blevet hånt for at være korthåret og min påklædning er maskulin; han er for at være en fyr der endnu har et feminint udtryk, uanset hvor meget han skjuer det.
I toget på vej hjem blev vi antastet af en flok unge mennesker, nogle fulde, nogle ædru. Jeg blev spyttet på, og da min kammerat ville stille sig mellem os, fik også han slag. Resultat, han fik et blåt øje og blå kind, flækket øjenbryn og brækket øjenhule, hjernerystelse. Konduktøren smed IKKE gruppen af mennesker af toget, men bad dem dæmpe sig og sætte sig i en anden kupé. Fortryder stadig jeg ikke meldte det. Jeg turde ikke

(Ftm, transmand)

Jeg var med nogle venner på en straight klub i indre København, ikke langt fra Nørreport. Jeg skulle på toilettet og da jeg på daværende tidspunkt endnu ikke var sprunget ud og derfor stadig præsenterede feminint, benyttede jeg kvindernes toilet. I køen hørte jeg flere brokke sig over min tilstedeværelse “ham der er vist gået forkert”, “omg, hvorfor går han ikke ind på herre toilettet?!”, ect. og da det blev min tur og jeg gik ind på toilettet var det under højlydte protester fra flere af kvinderne i køen.
Da jeg forlod toiletterne, blev jeg passet op tre fyre, som spurgte mig hvad jeg havde gang i og hvorfor jeg benyttede kvindernes toilet. De fortalte mig at jeg var en klam stodder hvortil jeg måtte forklare dem, at jeg var en kvinde og derfor var på det rigtige toilet. Efter denne episode besluttede jeg at tage hjem. Da jeg kom ud fra natklubben kunne jeg mærke at jeg ikke var alene og da jeg nåede et par gader væk, skubbede de tre mænd fra natklubben mig op mod en mur, så jeg slog baghoved ind i muren, de truede mig og sagde “hvis du nogensinde viser dit klamme lille bøsse-ansigt her igen, så fucking smadre vi dig, så din mor aldrig kommer til at genkende dig igen!” Hvorefter de spyttede på mig og slog mig ind mod muren igen.
Efter at have sundet mig lidt tog jeg hjem.

Jeg gik engang forbi den nærmeste banegård for at observere, om der var nogle hjemløse, som jeg kunne støtte. Det gør jeg tit. En mand oppe i årene med en guitar kommer mig i møde med hans hånende udtryk som: "Er du på den forkerte side? Spiller du tit kødfløjte? ".
Dette oplever jeg flere gange på en måned, fordi jeg klæder mig anderledes. Jeg kan godt lide en rå stil med huller i trøjen og bukserne.

En veninde og jag var på vej hjem fra byen, og en mand fra den pub, vi havde været på fulgte efter os hjem. Han var tilsyneladende utilfreds med, at jeg var lesbisk, og at han ikke var interessant. Efter at have gået igennem byen, og han stadig fulgte efter os, begyndte vi at løbe. På et tidspunkt kunne min veninde ikke løbe mere og måtte stoppe. Jeg er lidt foran og må kaste min taske efter ham, da jeg ser, at han har fat i min veninde. Jeg når hen til dem, det ender med, at han slår mig en gang i ansigtet, og vi "får lov" at gå.
Min veninde mente ikke, at vi ville få noget ud af at anmelde episoden til politiet, så vi lod være..

Jeg gjorde intet andet end at have nederdel på og gå en tur om aftenen, 4 personer overfalder og bankede mig, de kaldte mig “faggot” og “homosvin”, siden har jeg ikke turde at gå i offentligheden med traditionelt feminint tøj uden at have venner med mig

Jeg er en kvinde. Da jeg sprang ud som biseksuel til min daværende roommate, turde hun simpelthen ikke bo sammen med mig før fordi hun var overbevist om at jeg så ville forgribe mig på hende. Hun og hendes venner afskar mig derefter fuldstændig fra deres venskab og begyndte åbenlyst at bagtale mig.

Op igennem min barndom måtte jeg lægge ører til mine jævnaldrende (især drenges) brug af homo, bøsse, svans og faggot, nedladende om ting de opfattede som nederen. Jeg var ikke sprunget ud, og følte at ordene var rettet mod mig. Hver eneste gang.
I dag har jeg lært at vende det døve øre til, selvom det stadig påvirker mig. At det overhovedet er nødvendigt at forholde sig sådan forstår jeg ikke

Min kæreste og jeg (vi er begge mænd) går og holder i hånd på vej mod S-tog stationen i Albertslund.
Der er i Albertslund mange gangstier - vi benytter os af dem som alle andre. Mens vi går der kommer der to unge mænd imod os. Den ene mand siger at vi ikke skal holde hånd her. Vi ignorer manden, hvilket gør at han råber højere at “homodyr ikke skal gå og holde i hånd, med deres beskidte hænder.”
Han benytter sig i øvrigt af lejligheden til også at spytte efter os.
Resten af den dag, hvor vi skulle have fejret min fødselsdag, går jeg og frygter for vores velbefindende og tør ikke holde i hånd.

Min mest uhyggelige oplevelse var nok, da en ældre ”herre” på en el-scooter, sidste efterår, forsøgte at påkøre mig. Først antog jeg, at manden bare slingrede som følge af en lidt for høj promille, men da jeg gjorde mere plads til ham og han igen ændrede retning imod mig, blev det pludseligt åbenlyst at det var med fuldt overlæg. Det lykkedes mig at springe til side og undgå at blive ramt. Det var først da han, på vej væk fra mig, råbte ”Bøsserøv!”, at det gik op for mig hvad der egentlig foregik og hvorfor. Jeg blev meget skræmt over oplevelsen og havde svært ved at bevæge mig udenfor efterfølgende.

Derudover begrænser mine dårlige oplevelser sig hovedsageligt til verbale overfald og mobning.
Jeg har flere gange været nødt til, at ”smooth-talke” mig ud af et lag tæsk i byen. Jeg anstrenger mig ofte, for at ændre mit kropssprog eller sænke stemmen, i et forsøg på at minimere risikoen, for at stryge de forkerte mennesker mod hårene, da jeg ved, fra mange af mine venner, hvor lidt der skal til, for at komme galt afsted.

Allerede i en alder, hvor jeg ikke selv var bevidst om, hvad det ville sige at være homoseksuel, skulle jeg dagligt forholde mig til medstuderendes såvel som fremmedes spørgsmål og fordømmende holdninger til en seksualitet jeg aldrig havde annonceret. Jeg har været omkring de 8 år, da det begyndte.
Det fyldte så meget, at jeg, efter at være sprunget ud (som 16-årig), betvivlede om jeg overhovedet var homoseksuel eller om jeg blot havde ladet mig overbevise af andre folks antagelser om mig.

Endeligt er der de lejlighedsvise, mindre uhyggelige, men ikke desto mindre bedrøvende og selvtillidsdestruerende kommentarer på diverse sociale medier.

Jeg har et varierende og nogle gange blandet kønsudtryk, hvor jeg tit går med f.eks. neglelak og højhælede sko. Når jeg er mere feminin end maskulin i mit udtryk, så råber folk efter mig på gaden, griner af mig, peger fingre og hvisker om mig, ryster på hovedet af mig eller nedstirrer mig, som var jeg fra en anden planet.