Jeg har flere gange i mit liv at både bekendte og familie blevet spurgt om hvornår jeg springer ud eller om det ikke bare var en periode jeg gik igennem at jeg var lesbisk. Det er bare det at jeg ikke er lesbisk, men når jeg så siger det, får jeg at vide at jeg ellers har en lesbisk udstråling og jeg da ikke kan score drenge. Det der irriterer mig er ikke at blive kald lesbisk, det er at folk sætter et label på om hvordan du er når du er homoseksuel og de fremstiller det som noget negativt. Jeg har en åben seksualitet og det kan være jeg om 10 år finder ud af jeg er biseksuel and so what. Pga nogen troede jeg var lesbisk blev det spredt en rygte om mig i skolen at jeg var det. Det gjorde bl.a. at nogen ikke ville skifte tøj med mig til idræt og at nogen forældre fritog deres børn for at deltage, fordi de var bange for jeg kigget på dem (det her var i den tid jeg gik i folkeskole). Hvis der har været nogen fra min årgang der har stillet spørgsmål ved deres seksualitet, har jeg virkelig ondt af dem, for jeg kan dælme godt forstå de er bange for at gøre noget ved det, når de så hvordan jeg blev behandlet som noget farligt og unormalt. Jeg er idag 22 år, så det er ikke mere end 7-8 år siden at dette skete i en dansk folkeskole.
Jeg vil altid gøre midt bedste for at oplyse andre, for der skal være meget mere plads til at være dig

For to år siden var jeg med til Pride i Kbh. Jeg havde glimmer i ansigtet og Pride flaget på skulderen . Jeg havde endelig taget mig sammen til at deltage i priden, uden at være bange for hvem der skulle se mig. Det var en fantastisk dag, indtil jeg skulle hjem og skifte inden vi skulle ud om aftenen. På vej hjem oplever jeg desværre flere biler med unge fyre kære forbi mig og råbe. Råbe forræder, bøsserøv, klamme homo, du skal smadres osv.
jeg går forbi en stor flok unge drenge, ja de var nok 10 stykker, der blev der råbt det samme og lighter blev kastet efter mig. Jeg gik så hurtigt jeg kunne, jeg skulle bare hjem og i sikkerhed. En ting er at jeg altid oplever racisme, men med det her oveni i hverdagen, det er hårdt og bliver for meget.

Jeg er blevet mobbet og tæsket gennem er helt år på efterskole da jeg var 16 år - bare for at være mig og for at stå ved den jeg er - en kvinde der elsker andre kvinder - min far og mor ville ikke lade mig komme hjem efter den opfattelse at det var min egen skyld - når jeg nu ikke kunne skjule hvem jeg var

Før jeg sprang ud som transkønnet. Fik jeg altid spørgsmålet er du en dreng eller pige? Jeg er blevet grint af fordi ,
jeg gik ind på dametoilettet. Folk sagde grinende han gik forkert eller han kunne vist ikke læse.
Det værste jeg nok har oplevet er at blive taget i skridtet, for at blive testet om jeg var fyr eller kvinde.

Jeg er mor til et non-binært barn. I 1. klasse fik barnet bl.a. trukket bukserne ned i skolen for at afgøre kønnet. I 2. klasse, efter skoleskift, blev barnet bl.a. sparket voldsomt hårdt i skridtet for at afgøre kønnet (hvis det gør ondt er det en dreng, hvis ikke, en pige). I 3. klasse fik barnet bl.a. at vide at det var klamt af sin siddekammerat i skolen i forbindelse med Uge 6. I 4. klasse havde barnet skolevægring, blev selvskadende og selvmordstruet og indlagt på psykiatrisk med depression. Hvis samfundet godkender at man er voldelig overfor nogen, ligger det i alle samfundets lag. Jeg skal støtte mit barn videre igennem folkeskolen og livet, men har ikke stor tiltro til at det ikke oplever yderligere voldsepisoder grundet og på trods af sit helt fuldkomne væsen.

Kom gående med min kone i hånden stille og roligt ned af gaden. Nogle fodboldfans går imod os og den ene råber “fucking lebber”.
Vi slap hurtigt hinandens hånd og satte farten lidt op.

Jeg har oplevet at blive råbt af på gaden fordi jeg er en homoseksuel kvinde som klæder mig maskulint. Folk råber at jeg er trans og at jeg er klam. Min kæreste og jeg oplevede at en gruppe drenge tog billeder og videoer af os der holdte i hånd i bussen, hvortil de kom med bemærkningerne "ad se lige de labber der". Ligeledes har vi oplevet hvordan vi er blevet truet i nattelivet af en stor gruppe som ville have vi skulle dø. Vi er bare mennesker, men andre behandler os som om vi er ingenting...

Jeg var på Cozy bar med en pige jeg datede, vi kysser og danser, en hetero mand er meget interesseret i os og vil gerne score os tror jeg, det er vi selvfølgelig ikke intereseret i, så vi afviser ham gentagende gange. Manden bliver ved med at være meget nærgående og tilsidst rækker jeg fuck til ham, da tager han fat i min hånd og bider mig i hånden mens han siger "now you can't mastubate anymore" på gebrokkent engelsk.
Så min bytur endte på hospitalet. Jeg kontakte efterfølgende Cozy og fortalte om episoden, men de svarede aldrig tilbage, så de er muligvis ligeglad med at der foregår hatecrime på deres bar, som jo ovenikøbet er en homobar, som da i det mindste er et sted man bør kunne føle sig tryg som homo.

I was kissing my girlfriend goodbye before getting on the bus. When I said down in the bus, a man leaned over from the other side of the aisle going "boys are not gonna want to date you, when you do that kind of things". In the situation, I was very surprised and afraid (he was a lot older and bigger than me). But in hindsight it is super funny - obviously, I did not need boys to want to date me... (not sure it is a hate crime at all, but it is a funny story about homophobia and ignorance, so...)

For et par år siden var jeg på vej hjem fra min uddannelse. Jeg mødtes med min kæreste på halvvejen, og vi gik resten af vejen hånd i hånd. En flok store teenagedrenge kom gående imod os, stoppede op og grinede og pegede af os, da vi gik forbi. Vi fortsatte som om intet var hændt. Drengene gik efter os og råbte alt muligt om, at vi ikke var velkomne der, og at vi var klamme at se på. En af dem spyttede efter os og råbte højt at de nok skulle voldtage os, så vi kunne lærer at være hetroer. Heldigvis nåede vi hjem i sikkerhed, men vi rystede af skræk resten af dagen.