Jeg har været udsat for mange “hverdagsepisoder” utallige gange, som jeg alt for længe har fundet mig i og til dels stadig gør, fordi jeg ikke har lyst til at vække opsigt. Jeg er flere gange blevet revet ud fra pigetoilettet eller blevet råbt af på vej derud - også på LGBTQ+ steder. En historie der især står klar i min hukommelse, var da min kærestes bror introducerede mig for en af sine venner. Vennen havde fået lidt at drikke og vidste at de skulle møde min kærestes kæreste, men at det var MIG, havde han ikke forventet. Han talte om mig, foran mig - han spurgte om jeg var en pige eller hvad jeg var og hvad der lige foregik. Han tog mig på maven og sagde jeg var en morder, fordi jeg kunne skabe liv, men valgte at gå mod “naturloven”og hvor fortalte mig hvor skrækkeligt det var. Jeg forsøgte at tale med ham og sige at jeg gerne vil have børn en dag og nok også skal finde min egen måde at få det til at ske, hvorefter han kom med flere udtalelser om hvor “forkert” det var og om jeg ærligt ikke selv kunne se at det objektivt var “unaturligt”. Jeg døjer meget med social angst og har haft svært ved at snakke om min seksualitet med gamle som nye venner - I mine nedtursperioder har ordet “unaturligt” været et ord jeg har beskrevet mig selv med og pint min psyke med siden jeg var 15 år - så at en fremmede mand kommer til mig og siger det ord, som om det er første gang at tanken har strejfet mig og at jeg ikke har “bearbejdet” mit eget selvbillede, er for mig uforståeligt og en enorm mangel på empati. Det er første gang jeg har fået så personlige kommentarer fra en i en jeg holder af og stoler på’s omgangskreds og ikke bare flabede/stødende kommentarer fra fremmede. Dét ramte mig.